Henrik Ibsens skrifter

Kommer doktor Rank ofte her i huset?

Hver evige dag. Han er jo Torvalds bedste ung-
domsven, og min gode ven også. Doktor Rank
hører ligesom huset til.

Hør her, Nora; du er i mange stykker som et
barn endnu; jeg er jo adskilligt ældre end du, og
har lidt mere erfaring. Jeg vil sige dig noget: Du
skulde se at komme ud af dette her med doktor
Rank.

Hvad for noget skulde jeg se at komme ud af?

T. holder jo så ubsekr. meget af mig. Han vil eje mig alene,
helt og holdent, som han siger. I den første tid blev han ligesom
skinsyg, når jeg talte om alle ˹mine venner˺ de mennesker derhjemme. Så lod
jeg det naturligvis være. Men med dr R. taler jeg lidt om sligt
noget; for han vil gerne høre på det, ser du.

Og just fordi du ber mig gør du mig det umuligt. Det er bekendt
i banken at jeg vil afskedige K. Skulde det nu rygtes at jeg havde
ladet mig omstemme af min kone

Ja, hvad så –

Nej naturligvis; jeg skulde gå hen og gøre mig latterlig for
hele personalet. Og så er der en omstændighed til, som gør
K. umulig i banken så længe jeg står som direktør.

Hvad er det.

˹Jeg kunde have overset hans moralske
brøst, og hvad hans brugbarhed angår er han ikke
værre end mange andre – Men – – –˺
Han er en ungdomsbekendt af mig – ja, jeg kan gerne sige
det lige ud, vi er dus, Det taktløse menneske, han lægger ikke
skjul på det – han antager tvertimod et familiært væsen.
Han vilde gøre mig min stilling utålelig –

Kære N. jeg tilgiver dig den angst som du går i, skønt den
igrunden er en fornærmelse imod mig. Jo, det er. Eller
er det kanske ikke en fornærmelse at tro at jeg skulde
behøve at frygte for en forkommen vinkelskrivers hævn?
Men jeg tilgiver dig det alligevel, fordi det så smukt vidner om
din store kærlighed til mig. Du kaldte mig smålig. Nå, nå
jeg er ikke længer vred for det. Min egen kære N. jeg er ikke
smålig; men denne min nye stilling er jo mit livs oppgave
den må jeg besidde i fuld frihed og skønhed. Se, det kan I
kvinder ikke forstå. I har jo ikke nogen livsopgave – i den
forstand da. (tager hende i sine armer) Å nej, nej – jeg er ikke
smålig, Nora – havde jeg noget stort at vove noget for, var
der en fare som trued dig eller børnene da skulde du se
at jeg ikke agted hverken liv eller livsopgave –